Christian Fredriksen Finborud 27/5 1854 - 26/6 1908 (8)
	Christian ble født i Vang i Hedmark.  Han ble først hjemmedøpt på fødselsdagen senere kirke- døpt 9/7 samme år i Vang kirke. Foreldre var Fredrik Mikkelsen Aaltomten og Kari Jensdatter .Faddere var Niels Jensen Bjørtomten og hustruen Marthe Mikkelsdatter. Olia Jensdatter ibd .Anders Mikkelsen Findborud.         Han ble konfirmert 27 september 1868 i Vang kirke.         Christian døde 26/6 1908 i Tromsø.         Han giftet seg med Henna Ananiasdatter i 1890.  "Afgangseksamen for Middelskolen" ved "Maribogadens Latin- og Realskole" Juni  og Juli 1877. "Examen artium i Aaret 1878". "Examen philosophicum i Juni 1879".  "13de Decbr anno 1883 examine theologico" ved "Facultas Theologica Universitas Regiæ Fredicianæ" "Udnævnet og beskikket" til "perssone Kellan hos Sognepræst til Lødingens Præstegjeld under Nordre Saltens Provsti i Tromsø Stift" Underskrevet av kong Oscar  den 14de Mai 1886. Han ble utnevnt til " Sognepræst i Bergs Prestegjæld i samme Stift 13de April 1889."
	Klikk på de små bilder
	Kristians  Etterslekt	Tilbake         Hjem

Han ble født  den 27/5 1854 på Finborud i Vang Hedmark. Han døde 25/6 1908 av kreft på Tromsø sykehus og ble gravlagt 4. juli 1908 i Berg  på Senja. Han giftet seg med Hanna (Henna) Aam 16.oktober 1890.   Han forandret skrivemåten av navnet fra Christian til Kristian.
I  1875 i Kristiania i Storgade 31, var det 16 leiligheter og det bodde 77 personer  i denne gården. Hos M. F. Finborud som var hovedforsørger og Kjøbmand født 1844 i Vang i Hedmark bodde Karen Finborud, hans kone, født 1839 i Nordre Odalen. Anna Kathrine ugift datter født 1872, Fredrik ugift sønn født 1873, logerende handelsbetjent Johannes Finborud født 1857 i Vang Hed. Logerende ugift Studerende Christian Finborud  født  1854 i Vang Hed. ugift tjenestejente Martine Ellingsdatter  født 1858 Raade. (Mikkel Fredrik Finborud er onkel til Johannes og Christian. Johannes er Christians bror som han bor hos i året 1900) Så mens han går på skole og studerer ser det ut til at han bor hos sin bror Mikkel.
I 1900 i Elisenbergveien 12  er det 8 leiligheter og i en av dem bor Kristian Finborud med midlertidig bosted i Kristiania  og fast bosted Senja Berg. Han bodde midlertidig hos Handelsborger Johannes Finborud født  1857 i Vang Hedmarken og Mimi Finborud og deres pleiedatter Lilla E. Finborud.  Johannes er Kristians bror. Jeg har ikke funnet ut hvorfor Kristian er i Kristiania,  men han forsøkte få embeter lengre sør på denne tiden, så kanskje var han der for å forsøke få en annen stilling.
Kristian har skrevet om seg selv i ca 1901.: ”I min barndom led far store tab paa grund af kautionsforpligtelser og mistede al sin eiendom; men han kjæmpede sig gjennem trængselen  og saa atter gode dager i et lykkeligt hjem. Jeg begyndte paa skolen i 1860 og gik paa folkeskolen til julen 1869. I januar 1870 kom jeg i lære i en butikforretning i Kristiania,hvor jeg benyttede min fritid morgen og aften, arbeidsdag som hviledag saa godt som muligt til læsning og skolegang og sparede saa mange penge som muligt af min løn til privat undervisning hos lærere og studenter. Den bekjendte  student Fjørtoft var ogsaa min lærer i matematik, Men i 1876 overtog jeg en kommissionforretning i Kristiania og jeg  fortsatte min utdannelse ved Maribogadens latin- og realskole og kunde fuldende min skolegang hos særlig dyktige lærere der. Jeg fuldendte nu middelskoleeksamen i juni 1877, eksamen artium i august 1878, eksamen philosophicum i juni 1879 og teologisk embetseksamen i december 1883 og august 1884. Jeg fortsatte endnu ovennævnte kommissionsforretning i Kristiania og tabte mange penge paa folk, som havde faaet varer paa henstand eller laant penge hos mig. I denne tid reiste jeg også omkring paa besøg hos slegtninge i Mandal, Hedemarken og Røros og saa mit ideal i student Fjørtofts sociologi paa kristelig grund. Han kjæmpede og faldt igrunden for en god sag - efter min mening - i denne egenmægtige og egenkjærlige verden, som foragter Guds visdom og kundskab og priser guldet og sølvet alene.
Den 26de mai 1886 udnævntes jeg til personelkapellan hos sogneprest Erlandsen i Lødingen. Han søgte afsked til 15/9 1888,og jeg blev nu konstitueret til sogneprest i Lødingen, 13/4 1889 udnævntes jeg til sogneprest i Berg og Torsken. Jeg kom til Lødingen i juli 1886 og til Berg i mai 1889. I 1890 indførtes den nye skolelov i Berg ogTorsken, hvor man valgte mig til formand i begge skolestyrer hvert aar uafbrudt til 1902. Tillige valgtes jeg til formand i Bergs fattigstyre fra 1893 til 1902. I 1901 valgtes jeg til ordfører i Berg herredstyre,”.         I 1903 blev han ordfører og forligelseskommissær i Berg. Videre står det i notisen at han ble gift med Hanna f. Aane (men det er feilskrift for Aam) den 16/10 1890 i Tranø kirke. Barna listes opp, men sisstefødte er Jens født ½ 1901 så hendelser etter denne tid er ikke  kommet med. Mens han var personelkapellan(?) i Lødingen var han Hennas (Hannas) konfirmantprest, så det var slik de traff hverandre. (Se hennes sider).          Jeg så en presentasjon av landets prester i en bok. ( Husker ikke lenger hva boka het eller når den ble trykket). Der sto det  en presentasjon av sokneprest Christian Finborud i Berg Senja. Og han hadde skrevet følgende om seg selv: ”Og jeg så uretfærdigheden og ubarmhjertigheden mot folkene - fra ene- og adelsvældets side og brændte af had til alt hedensk kastevæsen” Familien har fortalt at han var venstremann og  de trodde det  var årsaken til at han ikke ble prioritert ved søknader om nye stilling lenger sør.
Sogneprestens lakksegl Foto Trond Finborud:
Fra Bygdebok på Senja: "Sokneprest Finborud satt  som ordførar i heradstyret. Før 1900 kunne fiskerne ha problemer med å få lån til fiskebåt. De måtte benytte seg av privat lån og private kausjonister. ”Då fiskarbanken (Havfiskefondet) starta omkring 1900 kunne ein søke lån der mot kommunegaranti. Til å begynne med var det ikkje så lett å få slik garanti. Dei som søkte om det, blei grundig målt og taksert i heradstyret. Og svært mange fekk avslag. Seinare blei kommunen meir rimeleg. Nord i Mefjorden , der det på grunn av landskapet var vanskeleg å bruke skøyter, var dei lenge imot å gi kommunegaranti som rimeleg kan være, serleg til motorkjøp. Etter eit møte i Bergs heradstyre sa ordføraren, sokneprest Finborud , til Danchert Brochs at ” kan ikkje du Danchert ta deg ein tur nordover og prøve å omvende medfjæringane og forklare dem at det er til gagn for heile bygda at vi får mange skøyter?” ” Nei ” svara han Danchert ” eg preike ikkje for hedningan. Det får du gjære som er prest.”    Berg starta som eigen kommune i 1902 med eit nettobudsjett på 5300 kr og med sokneprest Finborud som ordførar.------Folketallet var godt og vel 1000 i Berg og 1250 i Torsken.    Lov av 1860 om allmugeskole var ikke helt gjennomført i Berg og Torsken da den nye loven kom i 1889 og satte enda høyere mål for folkeskolen. Det var derfor ikke så lett å få satt i verk de nye lovreglene. Til alt hell tok Senjafisket seg godt opp i 90-årene og den økonomiske oppsvingen kom også skolen til gode. I 1895 var de viktigste kravene i den nye loven oppfylt både i Berg og Torsken. Sokneprest Finborud var formann i begge skolestyrene i disse årene. Det er mye han å takke for at de gode tidene også ble til hjelp for skolen. I Berg Sogn var det 6 skolekretser i 1895. I alle kretsene ble det nå 12 uker i året og alle hadde udelt skole. Til og med 1889 var soknepresten sjølskreven formann i skolestyret både i Berg og Torsken. Men etter den tid ble formannen valgt. Sokneprest Finborud ble valgt i Berg for tidrommene 1890-1891 og 1906, i Torsken 1890-1891 og 1907-1908.    Presten hadde fra gammelt av all sin lønn fra soknefolket. I 1870-80 årene hang meste parten av den gamle ordningen igjen. Presten skulle ha ”ei våg rundfisk av kvar jordbrukar, den såkalte rettihetsvåga. Så skulle han ha eit fast offer av kvar gift mann med 2 ort for året, ugifte slapp med halvparten. Så var det vedpenger til presten, kutiende med 4 skilling for kvar ku og korntiende fra dei av gardane som avla korn. Og i 90 årene fikk presten fortsatt en vesentllig del av sin inntekt fra menigheten. Og presten Finborud gir opp inntekten sin slik i 1890:          Offer og ”prestelige rettigheter” 753 kr          Fisketiendegodtjørelse 250 kr          Dåpsoffer, konfirmantoffer og brudeoffer 360 kr          For gravtalar 10 kr          For attestar 15 kr          Tilskott frå kjerke og skolefondet 960 kr          Til saman 2 348 kr    Dessuten hadde presten inntekt av prestegården, av eggværet på Bergsøyan og avgift eller pliktarbeid fra husmennene sine. Han leide bort slåtten på prestejorden i Torsken og Gryllefjordbotten og han tok grunnleie av rorbuene på Bergsøyan. Han fikk 400 kr for skysspenger i året for tjenster i Torsken, eller 20 kr for hver tur.    Gardane i Torsken og Berg var blitt til grender kring hundreårsskiftet . Det blei meir ungdom og dei unge hadde trong til å komme saman.----i Berg og Torsken tok enin no til å skipe ungdomslag. Det begynte med at ungdommen på Skaland skipa ” Berg kristelige Ynglingeforening ” i 1898 etter opptak av sokneprest Finborud og med Daniel Heitmann som første formann. Laget hadde songkor og handskreve blad som hette ”Frimodig” Det fekk eige hus så tidleg som i 1906.     Om dagliglivet på prestegården se Hannas side.
			Christian Finborud  kom til Berg og Torsken 13. april 1889. Han ble  sogneprest og fikk diverse tillitsverv i den nye kommunen. (Kommunen ble opprettet som egen kommune på denne tiden.) Han ble første ordfører i kommunen, medlem i herredsstyre , skolestyret og annet. Han giftet seg med Hanna Aam 16. oktober 1890 i Tranøy kirke. De var bosatt på prestegården i Berg. Her fikk de 9 barn, Se Hannas sider. Hun kom til ham fra Lødingen der de hadde truffet hverandre tidligere, hun som konfirmant og han som hennes konfirmasjonsprest.   Bildet er fra Tranøy kirkes hjemmeside Kirken ble bygget i 1774 så det er denne kirken de giftet seg i,
Sogneprest  Kristian Finborud døde 26/6 1908 på Tromsø Amtssykehus og ble begravet på Berg kirkegård Senja
		Til venstre sees noe av gravfølget som fulgte kisten til kirkegården på Berg Bildet er fra  familiearkivet.
Minneskriftet om sogneprest Finborud skrevet av Peder Christensen.         ”Men nede i regjeringskontorene veies ansøkningerne efter  ancienniteten,-- og hvem bryr seg om særlig at ihukomme dem, der sliter sig ut i Berg og Torsken? Nei -- ancienniteten foran alle andre hensyn!  Men der nede har mange saa let for at faa si et ord, saa det høres, naar de vil forflyttes. De her langt nord rækker ikke til, -- Ishavet og Vesthavet er  imellem! og deres ansøkningsdokumanter ser jo ut som de andres ! Hvem vil ane længslens rop som skjælver i saa mangen av disse ansøkninger? -- Og hvem som aner det vil svare?  I indpaa 19 aar sat han der oppe , presten i Berg og Torsken indtil han nylig gjorde sin sidste reis.-- Syk kom han til Torsken for faa uker siden for at læse med konfirmanderne.
Konfirmasjonssøndag  ved Berg kirke                                                                Foto: Alfr. Abelsen
Konfirmasjonssøndagen  segnet han om.  I motorskøite førtes han op til Tromsø amtssykehus , hvor  han efter faa dagers sykeleie lukket sine øine uten at faa si farvel til flere end et av de 9 barn, som sat derute og ventet paa at faa høre fra far.--Kirken -- en bitte liten bygning  -- staar helt ut paa fjeldskrænten. Derinde hører man hvert bølgeslag.       Vakkert var den prydet  i dag med birk og brisk, gule violer og andre av Nordlands vakre blomster. Tætpakket var menneskemassen derinde. Og da den tilreisende fremmede prest bragte den bortgangne det sidste farvel, var graaten alles gjest. Men derutenfor sang havet sin langelig sørgesang om kirkens fot.-- Alle baatene kjædet seg sammen i en sørgeflaate, og motorbaatene trak lanngsomt over bugten mot kirkegaarden.--"
Bildet av gravfølget ovenfor er utlånt til Årbok for Senja av Martha Lund, Skaland.                                      Skøyta som sees er "Alken" eid av Peder Fredriksen fra Bergsbotn.
Fra Årbok for Senja 1986 nr 15 har jeg hentet følgende dikt (uten opplysning om forfatter).
Et dikt til presten Finboruds begravelse. Hør klokkene klemtar for siste ferd hør omen som syng om Bergsfjorn Det er faredag i dag Over Bergsøyan i fjorden mellom skjærr og øy og holmar leitar folket vegen hit Det er preikaren for folket Det er ordførarn og presten som har tatt på  siste ferd            - ein som hørte til iblant dem - ein som var ein del av bygda sette staven att og måtte gå når budet sto der Men det  folket som han var blant -dei han preika for ved høgtid -dei han lærte ord og salmar kom frå øy og værr og utværr søkte inn frå fjord og fjæra kom med båt og hest og fot Og over kvelvde himmelen seg tung og trong og  mørk                           og la seg over øyene og landet Men havet det var smult og båra berre vaska så stilt i sand og stein Så vandra dei langs stranda så sto dei att med sorga når han dei hadde levd med låg djupt i sand ved havet.
		Berg kirke før den ble revet av tyskerne
		Gravfølget 1908
		Oldebarn Aksel og sønn Kristian ved  graven ca 1978.
Kristian Fredriksen Finboruds skrifter. I 1895 fikk Christian Finborud  trykket  ”To sange”  af sogneprest Finborud i Tromsø ved Tromsøposten Bogtrykkeri.
Haab  Markens blomster visner, Skogens løv forgaar, Fjeldets vande isner, Vinter forestaar Storme vældig uler Over fjeld og dal, Alle lys sig skjuler Over himlens val. Gud dog aldrig glemmer Os paa nødens dag, Men os alle gjemmer Under sine tag. Hjemmets lune bolig Er vor bedste borg, Som beskytter trolig Mod al nød og sorg. Nidding aldrig røve Skal vort kjære hus. Vil han dog sig prøve Gud, ham sønderknus! Knus det haarde hjerte, Saa det syge sind Ser sin synd og smerte, Søger til dig ind. Frelses kan hver synder I vor kirkes pagt; Thi alt godt begynder Ved vor herres magt. Dette, kjære Norge Er det gamle haab, Staar som klippeborge I vor tro og daab. Takk, o Jesu fader For vor rige trøst, Daglig du forlader Alle vore brøst.		Et minde Blant alle fjelde paa Senjenø Vi kjender ”Trælen”nær gaarden Bø. Dens høje tinde Kan hvermand finde Langt du paa sø. I Nordishavet faar vi vort guld, Naar havets banker av torsk er fuld`, Og fjeldet viser Os ”me” og priser Vor lykke huld Fra fiskebanken maa søges havn. Vi stævner op imod ”Trælens” favn, Mens vinden suser Og vandet bruser Om baadens stavn. Men faa tør sejle forbjerget nær Paa grund af baaer og skjulte skjær, Som truer baaden Og fiskerflaaden Fra vore vær. En prest her endte sit ”hyrdeliv” Og fandt sin hvile paa havets siv; Men vraget viste, Hvor han forliste Med børn og viv. Ja, andre ofrede og sit blod Og gik til døden ved ”Trælens” fod, Hvor disse mange Dog kunde fange Sin trøst i bod.  Men ”Trælen” staar der og holder vagt, Mod hav og storme han bruger magt. Dens gamle minde Vil aldrig svinde I Nordmænds agt. Han viser leden, vi kommer frem, Og bag ham finder vi ly og hjem Paa grønne enge Med blomstersenge. Vi elsker dem. To haver vogtes paa dette sted, Hvor mange venner har faaet fred Fra stridens dage Og verdens plage I evighed. Saa vil vi kjæmpe med frejdigt mod Og staa paa posten, som ei er god, Til sejer vindes Og frugter findes Der, hvor vi stod. Vi alle takker vor Herre Gud, Som gav os lyst til sit ord og bud, Ja, kraft og styrke Til daglig yrke At holde ud.
I familiearkivet har jeg hans håndskrevne prekener fra året 1887.         I 1896 laget hab et skriv: "Matthæus 16,18. Forklaret ved K. F. Finborud" Det ble trykket i Harstad i Tromsø amtstidene bogtrykkeri. Det ble i hvertfall sendt slekt (og venner) og et eksemplar som opprinnelig ble sendt til sjøkadett Hans Finborud i 1897 ligger i mitt slektsarkiv.          En preken tilegnet han i 1893 Bergs og Torskens menigheter. Denne preken ble trykket i Tromsøpostens bogtr. ved M. Åstad. Den er å lese i nasjonalbiblioteket og dets digitalarkiv. Jeg har hentet ut et par utdrag. Disse utdragene er etter min mening ganske typiske for hans etterlatte skrifter  : "Gud, vær os naadig og gjør os alle salige og glade i dit ord. Amen ! Teksten læses i Luk. 18, 9—14. Farisæeren og tolderen. Paa Jesu tid er nøden stor i Israels folk. Folkets aandelige nød er værre end den legemlige nød; thi Guds ord forfalskes af mange lærere og folkeledere og tillæmpes efter deres egen vilje og fornuft, og folket fortæres af stridigheder og opløses i partier. Farisæernes hellighedsforbund er det største og mægtigste parti i folket. Dette partis medlemmer modstaar Guds ord og «stole paa sig selv, at de er retfærdige. De har forladt skriftens og troens vej og fulgt kundskabens og erfaringens vej paa vantro menneskers almindelige vis; det er baade deres stærke og svage side. Mange skuffes af hellighedens skin til en tid; men hvor skriftens tugt og trøst fattes, der fattes ogsaa hjertets ydmyghed og sagtmodighed. Og farisæerne «foragter de andre mennesker». Særlig foragtes hedningerne og lovens grove overtrædere. Alt dette mishager Jesus. Han advarer sit folk mange gange og paa mange maader mod forførernes «surdejg» og lærer os lignelsen om farisæeren og tolderen. Farisæeren er jøde og ved, at han er omskaaret efter loven og optaget i Guds folk, og at han er undervist af loven og bevaret fra synder og laster. Det skiller ham fra hedningerne som fra «røvere, uretfærdige og horkarle». Og han gaar op i templet til sædvanlig tid og takker Gud for alle ting. Dog sker hans taksigelse ikke af tro og kjærlighed, men paa den maade, at han anser sig selv og sine meningsfæller for fuldkommen retfærdige og dømmer alle «de andre mennesker» som aldeles uretfærdige. Det naturlige menneskes arvesynd aabenbares i hans hovmod og foragt, der er tommen tilsyne for vor frelsers blik i hans gudstjeneste som i hans daglige vandel; thi det er sandt, at intet menneske kan være retfærdigt for Gud. Vi er arme syndere fra vuggen til graven; men det sees af den oplæste tekst, at Jesus ikke har dømt farisæeren og stedt ham bort. Han elsker jo dem, som han tugter. " Slik fortsetter det om synd, bønn og forlatelse i 2-3 sider før han avslutter: "Der er ingen forskjel. Jøderne og hedningerne er «syndere og toldere». Og det er godt, om vi alle kan overbevises om vor synd og advares mod synden i betimelig tid. Det er sørgeligt, for nogen overbevises af øvrigheden som røver, uretfærdig eller horkarl og dømmes til timelig straf. Vi ydmyges og bedrøves over vor næstes synd og skam som over vor synd og skam. Dog er det godt, at øvrighedens sværd rettes mod lovens overtrædere og bringes med mildhed og varsomhed ligeoverfor alle mennesker som bos os i naadens tid. Mest sørgeligt er det, om nogen gribes af døden og fornedres hist i evigheden, hvor den retfærdige skal gaa hen til evig pine. Derfor er det godt, om vi alle kan fornedre os selv, erkjende vor synd og undskylde vor fejlende næste. Det gjør tolderen. Han nævner ingen for fører, men fornedrer sig selv. Det ligger ham alvorlig paa hjerte, at han selv skal omvendes, blive et retfærdigt menneske og faa godt navn og rygte som husbonde og embedsmand. Derfor maa han klage, snakke og bede: «Gud, vær mig synder naadig». Denne bøn er kort. Den læres snart udenad efter bogstaven ; men den er saare indholdsrig og viser, at tolderen har kjæmpet længe og bedet meget i sit lønkammer, førend han gik op i templet og fremstillede sig der for Herrens aasyn. Nyvakte sjæle bruger gjerne mange ord og beder gjentagende gange om den samme ting i den samme bøn. Disse ligner barnet, der gjør det samme, naar det hungrer eller tyrster Hos tolderen finder vi den erfarne mands bøn. Og vi hører, at hans bøn er hørt. Herren kjender vort hjærte og giver enhver, hvad han behøver. De sidste som tie første i faderens hus er retfærdiggjorte ved troen paa hann søns blod, som renser os fra al synd. Opløfter deri vor velsignelsens kalk og drikker alle deraf til syndernes forladelse; til denne kalks levende kilde er korsets prædiken og opstandelsens vidne iblandt os og opvælder til evigt liv hos enhver, som tror. Ære være Gud, faderen, sønnen og aanden, højlovet i al evighed. Amen ! "
Tilbake         Hjem
Referanser: Folketelling 1875                    Folketelling 1900                     Kristian Fredriksen Finboruds eget skriv.                    Muntlige historier i slekten                    Berg og Torsken bygdebok, bind 2, Tromsø 1965                    "Fra Nordland og Finmarken”  Tromsø stifts aarbok 1916                                                                                                       Årbok for Senja 1986 nr 15                     ”To sange”  af sogneprest Finborud i Tromsø ved Tromsøposten Bogtrykkeri. "familiearkiv"                     En preken tilegnet  i 1893 Bergs og Torskens menigheter. Nasjonalbibliotekets digitalarkiv.                Klokkerbok Torsken og Berg/Berg 1908